Vores passion

Det var i 1985 – eller rettere i 7. Klasse på Gl. Hasseris skole, i en tid hvor ”Back to the future”, ”Breakfast Club” og ”First Blood 2” var på deres højeste, at min gode ven Rasmus sagde til mig: ”Du møder da på flextid, så du skal bare hedde Flex fremover!

Selvom vi var meget unge og kun gik i 7. Klasse, var ingen af os i tvivl om, hvad ”Flextid” var, da hele samfundet emmede af nye tiltag på arbejdsmarkedet. Et af dem var ”Flextid”.
Rasmus og jeg – og flere andre – har fulgtes ad siden dengang, og til stadighed er jeg ”Flex”.

Vi er Anne og Søren. Anne har tilbragt mange timer på ryggen af dressurheste på konkurrenceniveau, mens hun som erhverv har knoklet som optiker. De fleste af de billeder, du ser på siden, har hun fotograferet. Søren har besøgt næsten samtlige håndboldhaller i Danmark – mest som træner – hvor han har vundet DM, spillet Final4 i Champions League, samt undervist i folkeskolen og nu på idrætshøjskole.

Fælles for os begge er vores ufaglærte tilgang til vin. Ja, vi er autodidakte vinentusiaster, men med årene er der kommet mere “krop” på vores viden, indsigt og forståelse af og for vinmageri. Det ønsker vi at kunne viderebringe til dig.

Det er hos vinbonden vores historie begynder, og som vi på bedste vis forsøger at formidle videre til alle jer, der er entusiastiske og passionerede omkring vine og deres historie.

Vi har igennem flere år besøgt adskillige vinmagerier, primært i Frankrig og Italien, på vore ture gennem druebeklædte landskaber og betagende bjergsider. Det har og giver os stadigt fremragende smagsoplevelser, som vi nyder og holder af, når vi åbner en flaske fra et af de unikke steder, vi selv har besøgt.

Hos os får du hele historien om vinen fra den spæde spire til, hvordan solen, temperaturen og regnen påvirker druen. Historien om vinmageren, der i generationer har dyrket jorden med kærlighed og fingerfornemmelse for, hvordan druerne skulle håndteres og blandes efter de forhold, der nu er gældende for lokationen. Historien om hvordan druerne indbyrdes forskellighed påvirker hinanden og smagen af vinen, når den løber ud af flasken.

En historie, der altid skal fortælles.

Tak fordi, at du følger med i vores passion.